Bliver man voldelig af at spille computerspil? Især i USA har psykologer forsøgt at beskrive 'effekten' af at spille. Disse forsøg har traditionelt foregået i laboratorier, der adskiller sig fra den situation spilleren plejer at befinde sig i når vedkommende spiller.

Det har vist sig vanskeligt at designe et laboratorieforsøg som siger noget sikkert om et medies effekt på længere sigt. På trods af disse eksperimenters kontrollerede natur er resultaterne langt fra præget af konsistens og sammenlignelighed. Der synes dog at tegne sig det billede (som mange danske medie- og børneforskere også forfægter) at computerspil af visse personer kan bruges på en uheldig måde med problematisk adfærd til følge. Hermed har man ikke sagt noget videre væsentligt, der ikke kunne beskrive de fleste andre genstande i verden. Men naturligvis kan en sådan konklusion være nok så kontroversiel når debatten om de voldelige billeder raser.

Stærke holdninger

Effektforskningen synes dog at være præget af mange stærke holdninger og de stærkeste udmeldinger er oftest knyttet til den svageste dokumentation. For eksempel skriver Valdemar Setzer og George Dukket i en artikel fra 1998:

"We believe that the prolonged and excessive use of electronic games contribute to obsessive, addictive behaviour, dehumanization of the player, desensitizing of feelings, health problems and development of anti-social behaviour as well as other disorders as described in this paper. "

"Unfortunately, we can find no research to substantiate the negative aspects presented in this paper, but on the other hand, neither is there research to support any positive ones."

Problemet omkring sådanne forudindtagelser accentueres af at denne forskning ofte er motiveret og finansieret på baggrund af skandaler og bølger af skepsis overfor særligt voldelige actionspil. Mens dette naturligvis ikke er et principielt problem ved de anvendte metoder aner man ofte en stærk afstandtagen hos forskerne, der ofte ikke finder det nødvendigt at sætte sig nærmere ind i fænomenet. Endelig skal det nævnes at disse undersøgelser ofte finder vej til nyhedsmedierne i en nedkogt form, der langt fra står mål med resultaternes ofte komplekse og flertydige karakter. Senest har Anderson og Dills studier under overskriften Video Games and Aggressive Thoughts, Feelings, and Behavior in the Laboratory and in Life affødt overskrifter i retning af "Computerspil gør børn aggressive".

Mediernes effekt

Når danske medieforskere kun yderst sjældent - hvis overhovedet - beskæftiger sig med forskning af denne type skyldes det en række forhold, såvel historiske som teoretiske og empiriske.
Først og fremmest skræmmes man af effektforskningens brogede historie, en historie præget af mildest talt problematiske antagelser og decideret modsatrettede resultater. Problemerne har været så betydelige og så hyppige at man med en vis rimelighed har konkluderet at de er af grundlæggende karakter. Det er en udbredt opfattelse at den laboratoriebaserede effektforskning simpelthen bygger på forkerte antagelser (se f.eks. Boe, 1995 for en kort introduktion hertil).
Det empiriske grundlag for at forkaste - eller nedprioritere - effekttilgangen er den forskellighed i tolkning som man har oplevet når konkrete, virkelige mediebrugere skal danne mening af et givent medieprodukt. Denne tolkning - eller læsning, om man vil - synes kun diffust tilknyttet selve medieproduktets indhold og viser sig ofte at have langt mere at gøre med mediebrugerens kontekst og hverdag i øvrigt. Heraf sluttes at det er umuligt at studere mediebrug uafhængigt af brugerens kontekst - medierne er en integreret del af vores kontekst, bruges på baggrund af vores kontekst og gives mening på baggrund af vores kontekst.
Populært kunne man sige at det er mennesker der påvirker medierne og ikke omvendt. Naturligvis kan denne pointe også strækkes for langt og i sin yderste instans ende med helt at skygge for den ellers temmeligt oplagte pointe at medieprodukter kan være forskellige.
Som en god introduktion til effektstudiernes problemer kan man med fordel læse David Gauntletts 10 things wrong with the 'effects model'.

Computerspillet til hverdag

I en mere sociologisk tradition har man stillet en række lidt anderledes spørgsmål: Hvordan indgår computerspillene i spillernes liv? Bruger børn spillene som socialt samlingspunkt eller i mangel på levende legekammerater?
Den sociologiske forskning har især beskæftiget sig med hvordan børn og unge reelt bruger spillene fremfor at opstille kunstige omstændigheder i laboratorier. Man har også forsøgt sig med mere overordnede betragtninger om de interaktive mediers betydning for samfundslivet generelt.
På dansk grund har kulturforsker Carsten Jessen repræsenteret det empirisk understøttede synspunkt at computerspil indgår i de fleste spilleres hverdag på linie med andre medier og desuden er et udgangspunkt for leg og tilsvarende aktiviteter. F.eks. lyder det hos Jessen:

"Børn spiller faktisk sjældent alene, og computerspil handler om mere end selve spillene. Modsat hvad man umiddelbart skulle tro, så opsuges computeren og spillene i den eksisterende børnekultur. Det sker i høj grad på denne kulturs egne betingelser - og ofte helt på tværs af lejetøjsmarkedets interesser." (Jessen, 1995)

Og samme sted leveres et stik til den omfattende bekymring, der ofte ledsages af en hyldest til bogmediet:

"Computerspil er i den forstand et socialt medie, som børn kan være fælles om, og det er nærliggende at forestille sig, at det er grunden til mediets store succes blandt børn og unge. Spillene passer bedre til børns legemønstre end bøger, som man jo er alene om, mens de konsummeres."

I samme tradition har medieforsker Gitte Stald undersøgt unge danskeres holdninger til computere og sammenlignet disse holdninger med den reelle brug (Stald, 1998).

Et bredere overblik forsøges for tiden frembragt igennem forskningsprojektet Børns opvækst med interaktive medier - i et fremtidsperspektiv under ledelse af ph.d. Birgitte Holm Sørensen (projektets website).

Foreslå litteratur